Sidste weekend var 4 nære venner og jeg taget et smut til Berlin for at opleve byen. To af os som var med i bilen havde aldrig før været i Berlin, så det var rigtig spændende at se deres reaktion på byen.
Ligesom Danmark, har Berlin haft en rigtig god og varm sommer, og det var også gældende da vi var på ferie dernede. Her toppede temperaturen om lørdagen og kom helt op på svimlende 33 grader!
Vi besluttede os derfor for at vi skulle bade, og det kunne kun gå for langsomt. Vi Googlede os hurtigt frem til et par steder, men endte med at vælge Badeschiff da svimmingpoolen havde fået bedst anmeldelser af dem alle, og oven i købet lå i samme bydel som vi boede i, nemlig Kreuzberg. Vi tog metroen derud, og på vejen snakkede vi om hvad vi gjorde, hvis der var kø ligesom der stod i mange af anmeldelserne rundt omkring på internettet. Vi ankom til den mere centrale del af Kreuzberg og blev ramt af en meget rå og fed stemning fra alle de graffiti malede vægge i bydelen. Dette gjorde ikke forventningerne mindre.
Da vi kom ud til Badeschiff indgangen var der nærmest ingen kø, der var faktisk kun en enkelt familie foran os, de kom hurtigt ind og det blev vores tur. Den dag vi havde valgt at lægge et besøg forbi badeschiff, blev der afholdt Jazz-koncert. Dette gjorde at entré-prisen var på 15 euro i stedet for de normale 5 euro. Vi skyndtes os i vandet som på daværende tidspunkt var 27,5 grader varmt. Det varme vand gjorde at man kunne ligge og slappe af i lang tid uden at komme til at fryse. Poolen er indrettet sådan at der rundt i kanten er en forhøjning man kan sidde på, mens der inde i midten er så dybt at vi ikke kunne bunde. Dette gør at folk ikke “hænger ud” inde i midten af poolen, og denne del i stedet kan bruges til at svømme baner hvis man ønsker dette.
Da vi var færdige med at bade sad vi et par timer i nogle liggestole i det “kunstige” sand. Her nød vi drinks i mens vi lyttede til den franske Jazz sangerinde. Alt i alt en rigtig god dag i den 33 grader varme by.